FØRSTE GANG I KAJAK
En beretning
 
 

Kajaktur på Odense Fjord.

Længe havde jeg drømt om at sejle kajak. Nu kom dagen hvor det skulle afprøves sammen med min gode kammerat, Jens, en erfaren roer der skulle være min guide. Vi valgte Klintebjerg Havn i Odense Fjord, da det både gav mulighed for skønne omgivelser og et roligt vand. En god kombination for en nybegynder.

Turen startede ved Klintebjerg havn, hvor vi kunne begynde i rolige vande. Det var en fantastisk oplevelse af ligge i vandet, balancere kajakken og være helt tæt på vandoverfladen.

I et roligt tempo sejlede vi nu af sted – med nyttige instruktioner undervejs og med opmærksomhed på god afstand til fredningsområderne. Der blev sigtet efter delmål undervejs, men det optimistiske slutmål var at nå udmundingen af fjorden ved Lodshuse.  Det rolige tempo og de mange stop, for at nyde omgivelserne, gjorde at vi ikke nåede Lodshuse.  Ved den sidste pynt omkring Lammesø valgte vi at sejle på tværs over til Skibsværftet. Dette var virkelig en oplevelse at komme så tæt på de store skibe og kæmpe kraner, mens man selv bare sad i en lille kajak til sammenligning. Her havde vi hele tiden i tankerne at vi skulle være opmærksom på andre skibe og vores egen sikkerhed.

Turen hjem mod klintebjerg havn gik denne gang syd om Vigelsø, så vi dermed kom hele vejen rundt. Her måtte vi dog sande at tider med lavvande havde sin indflydelse. På store dele af strækningen var der ikke meget mere end 15-20 cm dybt. Flere gange gik vi kortvarigt på grund. Hvilket i sidste ende bare førte til nye aspekter til turen.

Flere steder på turen rundt i fjorden så vi fisk i vandet, passerede nysgerrige sæler og så ét enkelt marsvin på afstand.

Samlet set var vi lidt over syv fantastiske timer på vandet. Tiden fløj af sted. Vi måtte erkende at det med afstande, tid og fysiske kræfter ikke helt var som man først troede. Man var godt træt i kroppen til sidst – især mig som nybegynder. Det var dog det hele værd og jeg glæder mig allerede til min næste tur på vandet.

 

 

Kajaktur på Odense.

Efter den fantastiske tur vi havde tidligere forrige måned, måtte vi af sted igen. Denne gang var vi tre personer.

Vinden og bølgerne indeholdt på dagen lidt mere energi i forhold til sidste tur, hvilket vi hurtig fik at mærke da vi kom i vandet ved Klintebjerg havn. Jeg var i vandet som den første og forsøgte at ligge stille, mens jeg ventede på de to andre. Dette var nærmest umuligt. Inden man så sig om, havde vinden og strømmen i vandet flyttet en 50-100 meter. Endte ca. 2-300 meter fra havnen inden de to andre gjorde mig selskab.

Vi fortsatte i første omgang et stykke ud af fjorden. De større bølger gav en hel anden oplevelse, end det stille vand fra forrige tur. Det blev fra naturens side nu stillet lidt større krav til vores evner i kajakken. Både til balancen, teknik og læsning af bølgerne. Flere gange når bølgerne ramte kajakken fra bestemte vinkler, skyllede vandet ind over cockpittet, hvilket resulterede i vådt tøj. Selvom bølgerne tilførte noget spænding til oplevelsen, valgte vi alligevel at vende om og sejle mod strømmen / vinden til at starte med, så vi på hjemturen ikke skulle kæmpe mod naturens kræfter.

Turen gik derfor ind mod Odense Kanal der ligger Sydvest for Klintebjerg havn. Herinde kunne vi hurtig mærke at vandet var mere roligt. Der var stadig strøm i vandet, men ellers var vandet stille. Vi havde alle 3 været på Stige Ø mange gange før, men aldrig set det fra vand siden. Det giver bare en helt anden opfattelse af ens omgivelser, når man sidder på vandet og kigger ind. Ved Stig Ø valgte vi kortvarigt at gå i land – mest for lige at strække benene lidt.

Efter ca. 7 timer på vandet i forrige tur, valgte vi denne gang at holde lidt tilbage og sluttede derfor efter ca. 3 fantastiske timer. Samlet set blev det til lidt over 10 km på vandet.

Hvis alt går vel, så forventer vi snart at skulle af sted igen – Jeg glæder mig allerede.